Forfatter: Jesper Egede Andersen

Kognitive vanskeligheder hos patienter med skizofreni

Det er efterhånden veldokumenteret, at en stor andel af de patienter, der får stillet diagnosen skizofreni, også har kognitive vanskeligheder forstået som forstyrrelser i hjernens mentale funktioner. Disse kognitive vanskeligheder synes at være relativt uafhængige af patientens øvrige symptomatologi og forsvinder ikke mellem de psykotiske episoder. De funktioner, som rammes, sammenfattes under begreber som: Koncentration, opmærksomhed, arbejdshukommelse, indlæring, hukommelse og eksekutiv funktion. Når der er forstyrrelser og forringelser i disse funktioner, har det konsekvenser for patientens funktion i dagligdagen.

Svært at fastholde fokus

Patienter, der har problemer med opmærksomhed, koncentration og arbejdshukommelse, vil ofte opleve, at de i dagligdagen har svært ved at fastholde fokus. Når andre taler til dem, taber de ofte tråden. Hvis de prøver at lytte til en lærers undervisning, vil de efter et par sætninger have glemt den første af sætningerne, og de vil derfor have problemer med at følge den tankerække, der bliver forklaret. Konsekvensen kan være, at de dropper ud og må opgive at gennemføre en boglig uddannelse.

Patienterne bliver distraheret af andre lyde og sidder måske og lytter til sidemandens samtale eller fortaber sig i tanker om de planer, de har for resten af dagen – eller det, der skete i går. Dette kan resultere i, at andre opfatter dem som uinteresserede eller uengagerede. Hvis de har en samtale i en gruppe, vil de ofte ”falde ud”, fordi de ikke kan følge med, samtidig med at de i hovedet formulerer deres eget næste bidrag, eller også afbryder de den, der taler, fordi de ikke kan vente på deres ”tur”. Hvis de venter, har de glemt, hvad de ville sige.

Skizofrene patienter med kognitive vanskeligheder laver fejl, fordi de ikke lægger mærke til de små detaljer og nuancer i situationen. De kan derfor opleves som skødesløse og sjuskede, hvilket resulterer i, at de mødes med irritation og bliver irettesat. De kan også fejlfortolke en situation, fordi de kun bider mærke i en enkelt vending eller sætning, men overser signaler, der indikerer, hvordan en samtale skal opfattes – for eksempel ironi. Når de handler, kan de ikke overskue at finde de billigste varer, fordi de ikke kan regne ud i hovedet, om det bedst kan betale sig at købe halvanden liter juice til 17 kr. eller to liter til 20 kr. De kan endvidere ikke overskue, hvor meget de har råd til at købe for de penge, de har til rådighed.

Problemer med indlæring og hukommelse

Patienter med indlærings- og hukommelsesproblemer vil naturligvis opleve vanskeligheder i alle sammenhænge, hvor de forventes at kunne tilegne sig ny viden. På trods af, at de gentagne gange repeterer stoffet, vil udbyttet være begrænset. Hvis de rent faktisk har ind prentet sig materialet, vil de have svært ved at reproducere det, når de har behov for det (”klappen går ned”, ”jeg har det lige på tungen”). Dette kan medføre, at de kan virke uforberedte, og at eksamensresultaterne ikke kommer til at afspejle deres reelle potentiale. De risikerer at dumpe og må opgive at gennemføre en uddannelse.

Ved indlæring af nye praktiske rutiner, vil der trods mange repetitioner fortsat være usikkerhed, når de selv skal udføre handlingerne. Opgaverne bliver derfor udført langsomt, og de må ofte spørge om de samme ting flere gange. Dette kan resultere i irritation fra eksempelvis kolleger/studiekammerater, der kan opfatte dem som dovne, usikre eller uengagerede.

Konsekvenserne kan være, at de ikke kan gennemføre uddannelsesforløb og heller ikke kan udfylde mere praktisk orienterede arbejdsfunktioner på et konkurrencedygtigt niveau, hvilket i sidste ende kan resultere i en marginalisering på arbejdsmarkedet.

Også uden for sådanne oplagte indlæringssituationer vil patienterne kunne opleve problemer. De vil have besvær med at holde styr på aftaler, glemmer oplysninger og spørger om eller fortæller det samme flere gange. Det kan igen få negative sociale konsekvenser, idet de af andre kan opleves som ligeglade eller uengagerede. I dagligdagen oplever de mange gange, at de taber tråden og glemmer, hvad de er i gang med – de går ud i køkkenet for at hente et glas mælk, men glemmer, hvad de gik efter. De går ned i supermarkedet for at købe to pakker smør, men når de kommer frem, husker de ikke, hvad de gik ned for at købe.

Patienter, der er afhængige af at tage medicin, kan have svært ved at huske, om de for eksempel har taget morgenens dosis. Dette kan have negative konsekvenser i forhold til at overholde den iværksatte behandling og kan resultere i forværring af deres fysiske og mentale tilstand. Patienterne kan endvidere have besvær med at finde vej, fordi de, når de for eksempel kommer til et lyskryds, ikke kan huske om de nu drejede til højre eller venstre, sidste gang de skulle samme sted hen. I de mildere tilfælde vil patienterne opleves som distræte og glemsomme, mens de i sværere tilfælde vil være have svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen uden bistand fra en støtteperson eller hjælpemidler som kalender, skemaer eller dagsprogrammer.

Vanskeligheder med overordnede, styrende funktioner

Patienter, der har problemer med de eksekutive funktioner, vil ofte have svært ved at tilpasse sig smidigt til situationen og løse problemer, der opstår. Nogle har primært problemer med igangsætning af handlinger og vil komme til at fremstå initiativsvage og apatiske, hvilket af omgivelserne kan fortolkes som dovenskab og ligegyldighed. Selv om der er åbenlyst behov for konkrete handlinger (hvis eksempelvis deres lejlighed er rodet og beskidt), kan de ikke sætte sig selv i gang. Udover talrige konflikter med eksempelvis en eventuel samlever eller forældrene, kan resultatet være, at det hober sig op, så opgaven til sidst bliver helt uoverskuelig.

I andre tilfælde er problemet, at det kniber med at hæmme de handleimpulser, der opstår, og patienten kan derfor fremstå impulsiv uden situationsfornemmelse og nogle gange decideret taktløs, grov eller ufølsom. Patienten kan være perseverende og gøre de samme fejl gentagne gange, selv om de får relevant feedback. Igen er risikoen for negative sociale konsekvenser – og i yderste konsekvens social udstødning – overhængende, fordi de – ofte uudtalte – sociale konventioner, som styrer vores samvær, overtrædes. Patientens handlinger kan virke uoverlagte og uigennemtænkte, ofte drevet af umiddelbare behov eller lyst. I nogle tilfælde udvises en rigid og tvangspræget adfærd i et forsøg på at opretholde en vis form for ”orden i kaos”, hvilket også kan være belastende for de personer i omgangskredsen, der bliver inddraget i disse tvangshandlinger.

Ofte vil sådanne patienter have en konkret tankegang, hvilket giver dem problemer i flere sammenhænge. Når man for eksempel skal tilegne sig praktiske færdigheder, lærer man som regel, hvordan man skal håndtere nogle standardsituationer. Efterfølgende skal man kunne afgøre, hvilken standardsituation, den aktuelle situation ligner mest og på denne baggrund udføre de relevante handlinger. Da patienterne kan have svært ved at opfatte en situations lighed med en given ”standardsituation”, kan de have svært ved at overføre nyindlæring til konkret handling, hvilket kan være et problem i forbindelse med oplæring på en arbejdsplads. Det kan betyde, at de vil have svært ved at profitere af behandlingstiltag som social færdighedstræning og psykoedukation. Patienterne vil have svært ved at forstå humor og ironi, fordi de opfatter det, der bliver sagt, helt bogstaveligt. Dette medfører, at de i mange sociale sammenhænge vil føle sig udenfor og underlegne, da de ikke fanger de morsomme pointer og ikke forstår, hvorfor andre griner. De kan også komme til at fremstå naive og godtroende, fordi de tager tingene meget bogstaveligt.

Konklusion

Kognitive vanskeligheder kan give anledning til mangeartede problemer i dagligdagen for den skizofrene patient. Det er derfor væsentligt, at sådanne vanskeligheder målrettet afdækkes, således at man sikrer, at indsatsen er tilpasset patientens formåen, og at der arbejdes på at etablere kompensationsstrategier. På den måde tager man også udgangspunkt i noget af det, som generer patienten i dagligdagen, hvilket kan være med til at højne patientens motivation og efterlevelse af den iværksatte behandling. Det er derfor i dag anerkendt, at en afdækning af den skizofrene patients kognitive funktion bør indgå som et element i god klinisk praksis, når en nydebuteret patienten skal udredes, og der skal iværksættes en behandlingsplan.

Artikel trykt i lægetidsskriftet BestPractice februar 2010

Virker hjernetræning?

Resultaterne fra et stort amerikansk forskningsprojekt (forkortet ACTIVE), som blev offentliggjort i 2014, giver anledning til optimisme. I studiet indgik 2.800 frivillige forsøgspersoner, som ved start alle var fyldt 65 år (gennemsnitsalderen var 73 år). Deltagerne blev tilfældigt inddelt i fire grupper, hvor de tre af grupperne modtog forskellige former for hjernetræning, og den sidste gruppe var en kontrolgruppe. Træningen bestod af 10 sessioner af hver 1-1¼ times varighed i løbet af seks uger. Den første gruppe udførte øvelser, der skulle forbedre hukommelsen, den anden gruppe udførte øvelser rettet mod at gøre deltagerne hurtigere til at foretage visuel afsøgning, og den tredje gruppe udførte øvelser, der trænede logisk tænkning og problemløsning. Forsøgspersonerne blev fulgt med tests og spørgeskemaer henholdsvis et, to, tre, fem og ti år efter afslutning af træningen. Det bemærkelsesværdige ved resultaterne er, at de viser, at deltagerne i de tre grupper, der modtog hjernetræning i gennemsnit rapporterede færre problemer med at klare almindelige daglige aktiviteter efter både fem og ti år. Ved den sidste opfølgning var deltagerne jo i gennemsnit 83 år gamle, og det er forventeligt, at man i denne alder vil opleve, at der er flere daglige gøremål, som man har sværere ved at udføre end tidligere. Sådan var det også, men sagt lidt populært var resultatet, at de trænede personer i gennemsnit udskød problemerne med at klare de daglige aktiviteter i cirka tre år i forhold til kontrolgruppen. Og den effekt blev altså opnået ved at de havde trænet sammenlagt ti til tretten timer i løbet af seks uger ti år tidligere.

Kilde: Rebok m.fl. ”Ten-Year Effects of the Advanced Cognitive Training for Independent and Vital Elderly Cognitive Training Trail on Cognition and Everyday Functioning in Older Adults”. Journal of the American Geriatrics Society, 62, 2014.

Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse?

Her kan du læse teksten fra en pjece om neuropsykologisk undersøgelse udarbejdet af Selskabet Danske Neuropsykologer.

Pjecen henvender sig til voksne, der er henvist til en neuropsykologisk undersøgelse. Det kan være en person, der har fået konstateret en hjerneskade eller en hjernesygdom, eller hvor der er mistanke om en sådan skade eller sygdom. Det kan også være en person, der af andre grunde har vanskeligheder i hverdagen og på arbejdet.

Hvorfor skal man undersøges?

Den neuropsykologiske undersøgelse danner baggrund for en vurdering af, hvilke færdigheder personen har bevaret og hvilke, der måske er forringede. Undersøgelsen kan være et led i at stille en diagnose og kan sammen med øvrige undersøgelser være med til at bidrage til forståelsen af en sygdom eller skade. I planlægning af genoptræningsforløb kan undersøgelsen være med til at fastlægge, på hvilke områder den enkelte har brug for hjælp, og hvordan man kan lære at klare en tilværelse på trods af svækkede funktioner. Den neuropsykologiske undersøgelse bruges også til at belyse mulighederne for et evt. arbejde eller en uddannelse. Der kan fx være tale om revalidering, arbejdsophør eller spørgsmål i forsikringssager. I andre tilfælde benyttes undersøgelsen til at belyse hvordan en persons tilstand ændres, fx som følge af en bestemt behandling.

Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse?

En neuropsykologisk undersøgelse foregår hos en psykolog, der er specialist i, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger. Neuropsykologen undersøger forskellige færdigheder såsom:

  • Opfattelse af sanseindtryk
  • Koncentration og udholdenhed
  • Indlæringsevne og hukommelse
  • Sproget
  • Overblik, planlægning og problemløsning
  • Følelser og personlighedstræk (fx angst, temperament, væremåde, depression)
  • Evnen til at håndtere eventuelle følger efter hjerneskade, sygdom og anden modgang
  • Personens muligheder for at udnytte de evner, som han eller hun nu har.
Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen og hvem, der har ønsket den. Der er brug for oplysninger om nuværende og tidligere sociale og helbredsmæssige forhold, fx uddannelse, erhverv, sygdomme, skader, medicin og alkoholforbrug. Pårørende kan eventuelt deltage i den indledende samtale.

Dernæst gennemføres en række mundtlige og skriftlige prøver, eventuelt også prøver ved hjælp af en computer, for at belyse de forskellige færdigheder. De fleste opgaver er af kort varighed, men der er mange, og den enkelte undersøgelse kan derfor vare op til et par timer. Nogle gange fordeles undersøgelsen over flere konsultationer. Efter undersøgelsen er det normalt, at man føler sig træt og har brug for en pause eller et hvil derhjemme.

Undersøgelsens afslutning

Man bliver orienteret om undersøgelsens resultat. Det kan foregå umiddelbart efter undersøgelsen, ved en afsluttende konsultation, ved brev eller ved efterfølgende telefonsamtale. Undersøgelsens resultat fremsendes til den, der har bedt om undersøgelsen.

Det er vigtigt, at man medbringer eventuelle briller og høreapparat.