Virker hjernetræning?
Resultaterne fra et stort amerikansk forskningsprojekt (forkortet ACTIVE), som blev offentliggjort i 2014, giver anledning til optimisme. I studiet indgik 2.800 frivillige forsøgspersoner, som ved start alle var fyldt 65 år (gennemsnitsalderen var 73 år). Deltagerne blev tilfældigt inddelt i fire grupper, hvor de tre af grupperne modtog forskellige former for hjernetræning, og den sidste gruppe var en kontrolgruppe. Træningen bestod af 10 sessioner af hver 1-1¼ times varighed i løbet af seks uger. Den første gruppe udførte øvelser, der skulle forbedre hukommelsen, den anden gruppe udførte øvelser rettet mod at gøre deltagerne hurtigere til at foretage visuel afsøgning, og den tredje gruppe udførte øvelser, der trænede logisk tænkning og problemløsning. Forsøgspersonerne blev fulgt med tests og spørgeskemaer henholdsvis et, to, tre, fem og ti år efter afslutning af træningen. Det bemærkelsesværdige ved resultaterne er, at de viser, at deltagerne i de tre grupper, der modtog hjernetræning i gennemsnit rapporterede færre problemer med at klare almindelige daglige aktiviteter efter både fem og ti år. Ved den sidste opfølgning var deltagerne jo i gennemsnit 83 år gamle, og det er forventeligt, at man i denne alder vil opleve, at der er flere daglige gøremål, som man har sværere ved at udføre end tidligere. Sådan var det også, men sagt lidt populært var resultatet, at de trænede personer i gennemsnit udskød problemerne med at klare de daglige aktiviteter i cirka tre år i forhold til kontrolgruppen. Og den effekt blev altså opnået ved at de havde trænet sammenlagt ti til tretten timer i løbet af seks uger ti år tidligere.
Kilde: Rebok m.fl. ”Ten-Year Effects of the Advanced Cognitive Training for Independent and Vital Elderly Cognitive Training Trail on Cognition and Everyday Functioning in Older Adults”. Journal of the American Geriatrics Society, 62, 2014.